Brydeklubben Thors stærke juniorbryder går efter top 5 ved junior-europamesterskaberne der starter på mandag i den Italienske hovedstad.
En af dansk brydnings helt store forhåbninger for fremtiden i dansk brydning, Thor – bryderen Nikolai Mohammadi skal mandag til start ved junior-europamesterskaberne i brydning i den Italienske hovedstad Rom.
Den 18 årige Thorbryder har de sidste to år gjort det særdeles godt ved internationale mesterskaber, da han i 2016 hentede EM bronze, mens han sidste år som første års juniorbryder blev nr. 5.
Der er derfor også gode håb for at Nikolai Mohammadi kan ende i den rigtige ende af tabellen, og det er i den sammenhæng en plads i top 5 i 55 kg klassen, som Thorbryderen skal til start i.
Nikolai Mohammadi har indtil nu haft en forrygende sæson ved at blive såvel dansk junior som seniormester, ligesom han også tidligere på året blev nordisk juniormester.
Thorbryderen skal på vægten mandag morgen, og blot 2 timer efter er der indledende runder mandag formiddag. Med sig til EM har han landstræner Håkan Nyblom, og sportschef Thor Hyllegaard Pedersen.