Ny fristilstræner til BK Thor & NKC

Brydeklubben Thor & NKC får i starten af december 2021 tilknyttet endnu en kompetent træner til sit trænerteam, når den tidligere ungarske landsholdsbryder og U15 landsholdstræner i Ungarn, Balazs Kalman skal være pigetræner i BK Thor & NKC.
Det er med henblik på at udvikle alle klubbens pigebrydere, og på længere sigt skabe Danmarks stærkeste pigeafdeling i dansk brydning.
Balazs er kontraktforpligtet i Brydeklubben Thor, men den nyerhvervede træner vil også være at finde på Danmarks Brydeforbund udviklingstrupper, samt diverse pigecamps som er på tegnebrættet i forbunds-regi.

Balazs Kalman er 26 år og fra Ungarn, og har hidtil være bosat i Budapest, men rykker nu teltpælene op og flytter til Nykøbing Falster.
Brydeklubben Thor & NKC får en træner, som selv har en masse international erfaring med i bagagen som bryder, og har allerede trods en ung alder god erfaring med at træne både piger og drenge i fristil.

I Brydeklubben Thor er man da også rigtig glad for nyerhvervelsen, og BK Thors formand Patrick Hyllegaard Pedersen udtaler:

”Vi er utrolig glade for at få Balazs tilknyttet Brydeklubben Thor. Det er et scoop vi gjort os her! Vi har længe ledt efter en kompetent træner, og har været vidt omkring og i dialog med rigtig mange spændende profiler. Balazs´s profil passede perfekt til det vi søgte, en ung træner, som har det ”lange lys” på, og som brænder for at bygge noget op og sætte sit præg på den retning og filosofi, som han og vi tror på.
En af vores mange ambitioner og visioner har/er at få en pigeafdeling op og køre. Pigerne træner fristil og drengene træner græsk romersk, og vi har hidtil ikke haft trænerne, som har været ekspert i fristilen. Det får vi nu med Balazs´ tilgang! Vi får nu endnu bedre forudsætninger for at kunne satse lige så massivt på pigebrydningen, som vi hidtil har gjort på drengesiden. Det glæder os at vores nuværende piger får den ekspertise samt forhåbentligt en masse nye piger, da vi nu i Brydeklubben Thor & NKC kan bryste os af at have en pigeafdeling med en yderst kompetent træner!”

Brydeklubben Thors & NKC´s nye træner Balazs Kallman ser også frem til sin nye tilværelse i Nykøbing Falster & Danmark, og udtaler: 

Jeg er mere end spændt på at starte denne rejse i Danmark. Det, vi skal til at skabe her, kræver meget hårdt arbejde, dedikation, tålmodighed, men efter min opfattelse kan Brydeklubben Thor og NKC give de bedste betingelser for vores nuværende og fremtidige atleter.

Det er virkelig lovende, at vi alle deler det samme mål, at forbedre Danmarks pigebrydning, og vi vil arbejde sammen side om side for at få store ting til at ske. Vi ved alle sammen, at det tager tid, men jeg er sikker på, at der om nogle år vil være en synlig forskel, og at Danmark får sin egen, nye pigebrydningskultur.

Det er nødvendigt at fastslå at pigebrydere har brug for en anden læring og forberedelse end græsk-romerske bryderne. Det er min passion at være opdateret på det nyeste indenfor fristilsbrydning og jeg er klar til at dele mine nyeste og vigtigste erfaringer på området.

Balazs Kalman starter officielt op som træner i Brydeklubben Thor onsdag den 1. december 2021, men vil være at finde i Nykøbing allerede fredag d.26. november 2021.

Er der spørgsmål i forhold til BK Thor & NKC´s nye træner, er man velkommen til at kontakte sportschef Thor Hyllegaard Pedersen på tlf. 20 46 67 40.

Her ses Balazs Kalman coache U15-landsholdet i Ungarn.