Lørdag deltog BK Thor i Odin Challenge i Odense, hvor klubbens unge brydere leverede gode resultater. Flere af klubbens deltagere kom hjem med medaljer, og to brydere blev kåret som turneringens bedste i deres aldersgruppe.
Flere medaljer til de unge brydere
I puslingerækken sikrede Oliver Wierbowski sig guldet i 29 kg-klassen og blev samtidig kåret som BK Thors bedste bryder efter at have gennemført flest kampopgaver. Zakariya Edisultanov vandt også guld i 35 kg-klassen og blev kåret som bedste puslingebryder.
Magnus Andersen tog en sølvmedalje i 47 kg-klassen, mens Thor Johansson vandt bronze i samme vægtklasse. Malthe Skjærup og Milas Andersen kæmpede også med i 35 kg-klassen, men endte udenfor medaljerækkerne. Pelle Feldfoss måtte trække sig fra sin vægtklasse på grund af en skade.
På pigesiden fik Alvilda Halstrøm og Kathrine Fredriksen begge sølv i deres respektive vægtklasser.
Hos drengene hentede Kristoffer Hansen guld i 35 kg-klassen, mens Hussin Sedem vandt guld i 52 kg-klassen og blev kåret som bedste drengebryder. Otto Rindom tog sølv i samme vægtklasse, mens Zeyd Edisultanov sikrede sig bronze i 38 kg-klassen. Laween Ali tog bronze i 62 kg-klassen, mens Xander Halstrøm (44 kg), Manse Elkjær (52 kg) og Gabriel Hansen (62 kg) endte uden placering.
BK Thor brydere på den internationale scene
På elitesiden var Rasmus Ulriksen med det danske U23-landshold i Estland, hvor han vandt én kamp, men måtte se sig slået i to og endte uden placering.
Oliver Krüger deltog i årets første Verdens Grand Prix i Zagreb, men måtte desværre forlade turneringen efter første runde.
Samtidig leverede Turpal Bisultanov fra Herning Brydeklub en stærk præstation i 87 kg-klassen, hvor han sikrede sig guldet efter at have besejret fire tidligere verdensmestre.
BK Thor fortsætter sit arbejde med talentudvikling, og resultaterne fra weekenden viser, at klubbens brydere gør sig gældende både nationalt og internationalt.